I dag udkommer den nye version af operativsystemet til Mac. Der er nogle fine nye funktioner, som jeg vil gennemgå i dette nyhedsbrev. Desværre virker nogle af funktionerne kun på nyere udstyr.
OS X bliver til macOS
Apple har med version 10.12 af operativsystemet til Mac-computere valgt at ændre navnet fra OS X til macOS. Det gøres for at strømline navnene på de forskellige operativsystemer, så de følger samme model:
watchOS, tvOS, iOS og nu macOS.
Sjovt nok hed operativsystemerne før OS X også Mac OS - dog med stort M og et mellemrum.
Fra katte til bjerge
Da OS X kom frem i 2001 hed den første version Cheetah (gepard). Herefter fulgte Puma, Jaguar, Panther, Tiger, Leopard, Snow Leopard, Lion og Mountain Lion.
I 2013 skiftede Apple kattene ud med californiske temaer og startede med Marvericks, som er et populært surfersted. Efter denne korte flirt med vand, skiftede Apple til bjergtemaer: Først Yosemite og så El Capitan.
Yosemite er en bjergrig nationalpark i det nordlige Californien. El Capitan er en klippeformation i Yosemite.
Yosemite nationalpark ligger i Sierra Nevada, og det nye operativsystem hedder "Sierra".
Det begynder efterhånden at være langt ude i skoven ... lå et lille bjerg.
Auto Unlock
En ny funktion i Sierra er, at man kan bruge Apples ur til at logge ind på en Mac.
I stedet for at taste brugernavn og adgangskode, så kan computer og ur se, at de er tæt på hinanden, hvorefter computeren låses op.
Det er jo hamrende smart, når man 117 gange på en dag forlader sin maskine og hver gang kommer tilbage til en låst skærm.
Men det er måske ikke verdens sikreste idé. Man kunne tænke sig et scenarie, hvor man får stjålet både ur og computer og vupti er der ikke længere kode på computeren.
Auto Unlock kræver et Apple Watch, en iPhone 5 eller nyere samt en Mac fra midt 2013 eller nyere.
Universal Clipboard
Der kommer en automatisk copy/paste-funktion mellem iOS og macOS. Det betyder, at man kan kopiere et billede eller en tekst på iPhone/iPad, hvorefter man straks kan sætte det ind på Mac'en ... og omvendt. Den funktion ser jeg meget frem til.
Universal Clipboard kræver en iPhone/iPad med iOS 10 samt en Mac fra 2012 eller nyere (Mac Pro dog 2013)..
Synkronisering af dokumententer via iCloud
Sierra byder på en anden smart ting. Indholdet af mappen dokumenter og skrivebordet vil nu kunne synkroniseres automatisk på tværs af flere Mac'er, iPhones, iPads og endda til en browser på adressen iCloud.com. Det er smart, at man kan arbejde videre på dokumenter let og effektivt.
Men ideen med en fælles iPad til familien skal måske genovervejes. Lille Storm på 3 1/2 kunne nok hurtigt få lavet rod i teksten til et nyhedsbrev.
iCloud bliver billigere
Med endnu flere ting, der kan synkroniseres gennem iCloud, vil vi få brug for mere plads. Apple tager konsekvensen og sænker prisen på iCloud. Jeg kender endnu ikke de danske priser.
Intelligent brug af skyen
For at skabe mere plads på den lokale maskine, kan macOS 10.12 selv automatisk flytte "gamle" dokumenter til iCloud. Det gælder både dokumenter, vedhæftninger til mails, billeder osv.
Jeg er spændt på denne funktion ... det lyder smart, men jeg frygter, at brugerne kan miste overblikket over, hvor de fysiske filer befinder sig. Derudover er der nogle IT-lovgivnings-mæssige udfordringer, at tage i betragtning, hvis man arbejder med personfølsomme oplysninger.
Tabs i alle programmer
Ligesom man kan have flere faner (Tabs) i Safari, vil man nu også kunne samle dokumenter fra andre programmer i faner.
Picture in Picture
Videoer kan nu afspilles i et lille flydende vindue, som altid holder sig forrest. Det betyder, at man let kan se en film, mens man burde koncentrere sig om at arbejde.
Siri i Sierra
Apple har lagt sin stemmestyrede assistent Siri ind i macOS Sierra. Siri kan kopiere filer, søge i dokumenter, starte musik, søge på nettet og meget mere.
Umiddelbart lyder det jo smart, men det kan måske blive lidt irriterende, hvis man sidder flere på samme kontor. ;-)
Jeg er heller ikke sikker på, at jeg tør overlade håndtering af mine dokumenter til Siri. Hun og jeg har allerede en del uoverensstemmelser og kommunikationsvanskeligheder på iPhone. Lad mig bare sige det rent ud ... det ender næsten altid med eder og forbandelser, når jeg beder hende om hjælp til at ringe en person op.
Safari blokerer Flash
Ligesom Google Chrome vil Safari nu også blokere Flash-indhold. Safari vil forsøge at vise HTML5-indhold i stedet. Hvis der ikke findes en HTML5-version, vil Safari blokere for Flash-indholdet, indtil brugeren aktivt giver lov til at vise det.
Så hvis der stadig skulle være en Flash-baseret hjemmeside derude, vil det være en god idé at få den lavet om.
Fotos får erindringer
En ny funktion i Fotos kan samle fotografier i "Memories" baseret på bestemte steder eller tidspunkter. Man kan også lave smart-albums, der selv finder billeder af bestemte personer.
Beskeder med sjov og ballade
Beskeder på Mac kan vise de animerede baggrunde, klistermærker, emojis og andet sjov og ballade, man kan sende fra en iPhone/iPad med iOS 10.
Men ikke til alle maskiner
Med macOS 10.12 Sierra skærer Apple en stribe ældre maskiner fra. Sierra kan kun køre på maskiner fra 2010 eller nyere (dog også MacBooks og iMacs fra ultimo 2009).
Der er utroligt nok stadig en hel del maskiner fra 2008-9 i drift. De har desværre nu fået en udløbsdato. Apple udgiver nemlig kun sikkerhedsopdateringer til OS X 10.11 frem til efteråret 2018. Herefter vil det ikke være sikkert at anvende de pågældende maskiner på internettet. Men 10 år som velfungerende maskiner må anses som tilfredsstillende. :-)
Vent en måned eller to
Som altid anbefaler jeg, at du venter en måned eller to, før du opgraderer til en ny version af
OS X/macOS. Der er næsten altid lidt bøvl, der skal ryddes af vejen.
Med venlig hilsen
Per