Sommerferienyheder
Egentligt havde jeg ikke tænkt, at der skulle udkomme nyhedsbrev midt i sommerferien, men der var alligevel et par væsentlige nyheder, som næsten ikke kunne vente.
Apple lancerer nye MacBooks
Halvandet år efter lanceringen af den nye serie flade MacBook Pro, har Apple annonceret nye opgraderede udgaver.
Og det er bestemt ikke kedelige maskiner. MacBook Pro 15" kan nu leveres med en helt ny 6-kernet Intel Core i9-processor. Den giver en seriøs forbedring af hastighed, hvilket også er på tide. Den hidtil hurtigste processor - Intel Core i7 Quadcore blev lanceret helt tilbage i 2009 - og vi har kun set marginale hastighedsforøgelser siden.
Maskinen kan også leveres med 32 GB ram, hvilket vil give mere hastighed til store eller mange projekter.
Endeligt sidder der et 4 GB grafikkort i maskinen. Hvis det ikke er nok, kan man via Thunderbolt 3 koble et eksternt grafikkort til maskinen.
MacBook Pro 15" kan i øvrigt leveres med op til 4 TB internt SSD-lager, så man behøver ikke at løbe tør for plads.
Men bedst af alt er, at Apple har erkendt, at deres tastaturer nok alligevel ikke var så gode. De har i hvert fald sat et nyt og "forbedret" tastatur i de nye MacBook Pro. Det skulle være mere støjsvagt og forhåbentligt være mere robust. Men det vil tiden vise.
Det er dog ikke nogen billig fornøjelse, at stifte bekendtskab med sådan en maskine. Når jeg har sat de rette krydser i Apples bestillingsformular, koster en MacBook Pro 15" Intel Core i9 med 32 GB ram og 1 TB SSD den nette sum af kr. 34.399,- inkl. moms.
Apple erkender tastaturproblemer
Efter halvandet år med masser af fejl på tastaturerne på MacBook Pro 2016 og 2017, har Apple nu endeligt erkendt problemet.
Der er nu udvidet garanti på maskiner med tastaturproblemer, og de repareres (indtil videre) uden beregning.
Derudover kan der også være problemer med batterierne på visse modeller. De berørte batterier skiftes også uden beregning.
Agressive blackmailforsøg
Flere kunder har i den seneste tid henvendt sig til mig, efter at have modtaget nogle ret modbydelige afpresnings-emails.
Afsenderen påstår, at vedkommende har hacket sig ind på offerets maskine og har optaget vedkommende med webkameraet i nogle pinlige øjeblikke.
Man skal indbetale et beløb til en Bitcoin-konto for at undgå, at afpresseren offentliggør billeder/video af den pinlige situation.
Afpresningsmailen findes i forskellige varianter, men fælles for dem alle er, at der intet konkret er i truslen. Der er f.eks. ingen screenshots eller andet til at bevise, at hacket rent faktisk har fundet sted.
Så lad være med at betale - det er FUP!
Men i dag modtog jeg så en endnu grovere variant. Her fortalte afpresseren mig, at han havde min adgangskode. Og den var søreme god nok!
Det vil sige ... den VAR engang god nok.
Da jeg altid har været en smule paranoid og ser konspirationer alle vegne (Trust no one), har jeg i mange år haft forskellige e-mail-adresser og adgangskoder til forskellige services. Derfor kunne jeg hurtigt konstatere, at kombinationen af e-mail og adgangskode tilhørte min LinkedIn-konto. Adgangkoden brugte jeg indtil det store LinkedIn-hack i 2012, hvorefter jeg ændrede den.
Så den nye variant af afpresningsmails er baseret på de kontooplysninger, som blev lækket fra LinkedIn i 2012.
Så også dette afpresningsforsøg er FUP!
Du kan læse blackmail'en her.
Nu vil jeg vende tilbage til sommerferien. Jeg ønsker dig og din familie en god sommer.
Mange hilsner
Per